Thailand på vrangen

 
Et moderne rejseeventyr på 174 sider
 

Frisk til stiv kuling fra vest
 
Vejrudsigten gældende til mandag aften for hele landet: Vekslende skydække, byger med indslag af hagl og sne - fortrinsvis over Jylland og Fyn. Frisk til stiv kuling fra vest og temperaturer mellem frysepunktet og +2 grader.
  
Jeg sidder derhjemme i lænestolen med blikket hvilende tungt ved havens triste grågrønne vintergræsplæne og lytter med et dybt suk til den nærmest melankolske stemme i radioen, mens regnen pisker mod ruden for fjerde dag i træk Søndagsavisen ligger opslået over knæene med rejsesiderne provokativt skinnende mod ansigtet:


 
"Larsen Rejser - 2 uger i Hua-Hin med 3 dage i Bangkok
.. 8.295 kr. med morgenmad.
 
Fritidsrejser - 3 uger i Phuket med 2 dage i Bangkok
..10.295 kr. med kvartpension.

Ving Rejser - 3 uger i Pattaya med 3 dage i Bangkok
..11.295 kr.", nå, det er også med halvpension.
 
Jeg nikker forstående for mig selv og drømmer om kridhvide strande, et azurblåt hav med blidt vuggende småbølger, en strålende sol på en klar blå himmel, næsten ingen vind og temperaturer på mindst 30 grader.
 
Men virkeligheden vender snart tilbage med sit barske ansigt, sommerferien ligger seks måneder ude i fremtiden, så der er absolut ingen grund til dagdrømmeri på dette præmature tidspunkt og mindst af alt nu, hvor vejrudsigten for Gud ved hvilken gang denne vejrudsigten gældende til mandag aften for hele landet: Vekslende skydække, byger med indslag af hagl og sne - fortrinsvis over Jylland og Fyn. Frisk til stiv kuling fra vest og temperaturer mellem frysepunktet og +2 grader. 6 vinter, ligesom alle de foregående vintre, lyder på stiv kuling og andre typiske danske ubehageligheder. Jeg anstrenger mig til det yderste, forsøger at skubbe tankerne bort, men alligevel vender drømmen stædigt tilbage ... Og jeg forsvinder på ny i de azurblå bølger for et par minutter senere at dukke op til virkelighedens overflade. Jamen, er det nu også så uvirkeligt? Hvorfor i alverden altid rejse sydpå til sol og sommer I juli måned, når der endelig er en lille chance for sol herhjemme, i hvert fald en halv snes dage... Uden stiv kuling med byger af hagl og slud!
 
Jeg genoptager mit studium af avisens rejseannoncer, denne gang ligefrem med et spirende håb om en mulig virkeliggørelse af drømmen. Jeg kalder på min kone, som sidder og strikker i sofaen med benene trukket op under sig, iført store uldne sokker og en tyk sweater. Hun delagtiggøres i mine drømme, først tøvende og forsigtigt, men da reaktionen ikke er helt afvisende, lidt efter lidt med voksende glød og engageret stemmeføring. Åh Gud, hun er vist med på ideen, men har vi råd?
 
Nej, egentlig ikke, i hvert fald ikke at dømme efter bankbogens væmmelige slutcifre. Men der er jo de der obligationer, som vi arvede efter tante Dora - og feriekontoen, nå, egentlig skulle den ikke tømmes endnu, men lad os nu se. Ja, slet ikke så dårligt, alt i alt beløber det sig til godt 50.000 danske kroner. Og så er der jo også de der orlovsordninger og andre former for statsfinansieret ferievirksomhed, ganske vist kun til 80 procent af lønnen, men til gengæld er leveomkostningerne væsentlIgt lavere i østen, og mad skal vi alligevel have, så lad os nu se.
 
Resten af eftermiddagen står i matematikkens navn. Spisebordet er dækket med papir, den gamle regnemaskine er gravet frem fra den støvede loftskasse, blyanter, kuglepenne, en lineal og et par halvfyldte kaffekopper vidner om hektisk aktivitet. Hen imod klokken fem, kort efter at regnen har genoptaget sin trommesolo mod stuevinduet, foreligger resultatet: BINGO! Vi gør det sgu!
 
- Hent ungerne, råber jeg. De skal også vide besked, for de skal med.
 
Allerede samme aften indledes planlægningsfasen. Skal det være en charterrejse, eller skal vi vove springet og rejse helt på egen hånd uden de vante uniformerede støttepædagoger? Aftenens første afstemning: På egen hånd vinder! Hvornår skal vi af sted? Så hurtigt som muligt. Enstemmigt vedtaget! Hvor skal vi hen? Det fjerne østen: Sydøstasien, Thailand, Malaysia, Bali, Borneo. En endeløs kavalkade af eksotiske navne, som leder tankerne hen på de mange engelske tv-serier om de gamle kolonier derude. Hvem har ikke i sit stille sind drømt om at opleve lidt af østens spænding og mystik på egen hånd, en gammel drøm, som fordi det er søndag, fordi det danske vinterklima er helt og aldeles håbløst med en vedvarende stiv kuling fra vest, fordi nyhedsoplæseren, at dømme efter stemmeføringen, befinder sig på randen af et melankolsk sammenbrud ... Blot derfor er en gammel drøm nu på nippet til at gå i opfyldelse.
 
Næste dag glødede telefonen. Et hav af større og mindre rejsebureauer stod i kø for at sælge den helt rigtige og absolut billigste flybillet, og Alle de store flyselskaber: Air France, Lufthansa, SAS, Alitalia, Aeroflot, og hvad de nu ellers hedder, har store problemer med at få fyldt flyene med deres eget hjemlands passagerer, så de bedriver en sand klapjagt efter potentielle rejsende fra andre europæiske lande. Ganske vist må man sluge den kamel at tage turen over Paris, Frankfurt, Moskva eller Rom mod til gengæld at kunne købe hele arrangementet til ren røverpris. Efter moden overvejelse vælger vi Alitalia med mellemlanding i Milano og flyskift i Rom, to overnatninger på et godt hotel i Bangkok og hele Sydøstasien for vore fødder: 4.495 udevaluerede danske kroner per voksen og børnene på godt fire og seks år til halv pris, i alt 13.485 kr. for os alle fire.
 
Nå ja, vi blev nu fem, for vi inviterede et yngre medlem af slægten med til en god rabatpris. Hun skulle til gengæld ind imellem fungere som Bangkok er østens centrum, ingen tvivl om det, i hvert fald når det drejer sig om flybilletter til Sydøstasien... Og det er billigt, rørende billigt. 8barnepige, så vi voksne også fik muligheden for at komme lidt ud på egen hånd på den rejse, som vi dengang troede skulle blive vores livs største rejseoplevelse, for vi havde ingen anelse om, at vi mindre end et år senere skulle planlægge en rejse jorden rundt i selskab med verdens mest pragtfulde rejsekammerater: Vores to børn!
 
Vi kunne have gjort rejsen billigere med Aeroflot eller Balkan Air, men turde ikke tage chancen, da IATA frarådede flyvninger over russisk territorium af sikkerhedsmæssige årsager, vi skulle jo også gerne hjem igen.
 
Af sted til biblioteket. Der er kun tre uger til afgang og en hel taske fuld af rejselitteratur at fordøje inden da. Og der skal vaskes tøj, sommertøj, som først skal findes frem fra loftet. Der skal pakkes, to måneder eller mere med børn på fire og seks år kræver sit, katten skal passes, så der skal findes en katteglad plejefamilie, alle regninger skal forudbetales, der skal tegnes forsikringer, og der skal vaccineres... med to ugers mellemrum, så vi kan lige nå det. En cocktail mod japansk hjernehindebetændelse, kolera, tyfus, og gammaglobulin mod leverbetændelse og diverse andre lækkerier: pris 2.000 kr. at betale ved kasse 1. Ja, det er dyre dråber. Dertil kommer malariapræparater, mavemedicin, sårsalve, antibiotika, smertestillende osv. Vi er udrustet med, hvad der mest af alt ligner en filial af Svane Apoteket. Samlet pris for hele dette medicinske vidunder inklusive vaccinationer: godt 3.000 kr., ikke at forglemme næste gang man skal lave feriebudget.
 
 

Il commandante informo...
  

Mine damer og herrer. Vi påbegynder nu indflyvningen til Bangkok og beder Dem venligst spænde sikkerheds­bæltet og rette stoleryggen op til lodret position. Vi forventer at lande om cirka 30 minutter.
 
Først på italiensk: - Il commandante informo... Og derefter på engelsk, eller noget der, i det skrattende højtaleranlæg, minder om engelsk. Endelig, efter 17 timers rejse, er vi ved at være fremme, drømmen er på vej til at gå i opfyldelse, eventyret skal tage Sin begyndelse. En perfekt landing med den store jumbojet og il commandante, eller kaptajnen som vi kalder ham på dansk, har løst sin opgave til ug med kryds og slange.
 
Vente på bagagen en kort stund, gennem paskontrollen og tolden ... Og så står vi der, midt i det sydende menneskehav i ank­omsthallen i Bangkok Lufthavn kl. 8.10 lokal tid torsdag morgen. Temperaturen føles behagelig, nej, det kan ikke være sandt..? Selvfølgelig, her er aircondition.
 
Huske at veksle et par rejsechecks til bath, som den thailandske valuta hedder. Jeg stiller mig op i køen ved det lille vekselkontor og fordriver tiden med at studere vekselkurserne for. de forskellige valutaer. Godt vi tog rejsechecks med i US-dollars, kursen er en del højere end for andre valutaer, ja, den er også højere end for kon­tante dollars, fremgår det tydeligt af skiltet på ruden.
 
- Vi skal med bus nr. 13, udbryder jeg spontant og forsøger at 10 lyde lokalkendt. Men sandheden er den, at det er en af de få ting, jeg husker fra rejsehåndbogen, som har taget turen med herud i den store kuffert. Vi hanker op i bagagen og går ud fra hallen.
 
Og så kommer det... Det første chok: En fugtig ulidelig og klæbende varme slår os i møde. Det kan ikke være rigtigt, klok­ken er kun otte om morgenen, og her er 30 grader i skyggen, mindst. Jo, det er sandt, termometret på lufthavnsbygningen, et af de tre-fire udendørs termometre vi overhovedet skal se gennem de næste måneder, viser 29 grader. I forvejen er vi godt trætte efter den lange rejse og har let ved at svede, men efter at have slæbt bagagen 600 meter til den nærmeste skov af busskilte, er tøjet gennemblødt af sved. Det er første gang mistanken kommer snigende: Har vi mon taget for meget bagage med, for alle andre slæber ikke rundt med tilnærmelsesvis så meget?
 
Nå, det er nu nok fordi, de blot skal være her et par uger, vi andre skal rejse rundt i månedsvis... og med to mindre børn, forsøger vi at overbevise os selv. Men mistanken bliver alligevel hængende i baghovedet.


 
Der står vel omkring hundrede andre og venter på bussen, eller rettere sagt, busserne, for der ankommer en ny hvert halve minut. Nr. 28, nr. 79 ... og så igen nr. 29, men denne gang er nr. 29 skrevet med mindre cifre, to helt forskellige ruter finder vi senere ud af: Nr. 29 med store cifre har aircondition, den anden har ikke. Det er meget op og ned, her gælder ingen faste eller logiske retningslini­er, lærer vi efterhånden. Stadig ingen nr. 13. Jeg finder rejsehånd­bogen frem fra kufferten, jo, det er nr. 13 til Sukhumvit Road, påstår den. Ti minutter senere ankommer nr. 13, men da chaufføren får øje på al vores bagage, smækker han døren i inden vi overhove­det får færten af trinbrættet. Det var det første i rækken af en lang række eksempler på de ellers på mange måder udmærkede re­jsehåndbøgers mangler: Busserne medtager kun passagerer med lettere bagage. Det stod der intet om i vores rejseguide, der an­befalede busforbindelsen fra lufthavnentil hotelkvarteret omkring Sukhumvit Road på det varmeste. Det er sikkert også en ganske 11 udmærket rute, blot ikke for turister med bagage, og tro det eller lad være: Dem er der faktisk en hel del af i Bangkok.
 
Vi venter på den næste nr. 13, der kunne jo blot være tale om en thailandsk udgave af den velkendte sure danske bybuschauffør - men ak, historien gentager sig. Vi orker ikke længere at slæbe rundt med bagagen, skønt der ellers blot 500 meter længere fremme er en mindre station med direkte togforbindelse til Hualamphong, hovedbanegården i centrum af Bangkok. Der er tale om ualmind­eligt snavsede 3. klasses tog, men det er alligevel en billig og an­befalelsesværdig transportform, som har i hvert fald en meget stor fordel: Den berøres aldrig af de ofte enormt store trafikpropper, der er så kendetegnende for denne millionby. Man er inde i cen­trum på en halv time, en rejse, der i bil på de værste tidspunkter af døgnet (og dem er der mange af), kan tage op til tre timer for de cirka 25 kilometer.
 
Vi prajer en taxi og spørger på engelsk chaufføren, hvor meget han skal have for at køre os til Hotel Manhattan.
 
Det forstår han tilsyneladende ikke meget af!
- Otel Anaten ... Otel Anaten?, stemmen næsten knækker over.
- Ah, Otel Manhad, udbryder han med et smil og strækker to fingre i luften. Han mener sikkert 200 bath, og da det lyder bil­ligt med 50 kroner for de 25 kilometer, læsser vi bagagen ombord og placerer os alle fem så godt som muligt på den tiloversblevne plads i den lille Honda.
 
Så går det endelig af sted mod centrum. Den første halve snes kilometer er motorvej, men der er allerede så meget trafik, at vi af og til sidder fast i lange køer af biler. Vores venligt smilende chauffør må flere gange undervejs foretage hasarderede u-sving og vælge andre indfaldsveje mod centrum. Så pludselig stopper han og peger stadig smilende på en mildest talt nedrivningsmo­den ejendom:
- Otel Manhadde. Jo, han har mange måder at udtale det på. Resterne af et skilt på bygningen siger Hostel Mania. Jeg finder vores hotelvoucher frem og peger på den:12
- Look, Hotel Manhattan.
 
Chaufføren opdager sin fejltagelse, smiler lettet over hele femøren og genoptager kørslen. Lidt senere kører han op foran hotellet. Wauw, det ser godt ud, bestemt ikke nedrivningsmodent. Et stort flot indgangsparti, uniformeret dørvagt, en imponerende hall og reception. Men skindet bedrager, som det gør på hoved­parten af alle hoteller og bungalowanlæg i Thailand. Mindst 90 procent af hotellernes budget til vedligeholdelse og moderniser­ing spenderes på blikfang: Indgang, hall, reception, uniformer og lignende - de resterende 10 procent på andet og i første omgang mindre synligt, for eksempel værelserne, som også i dette tilfælde viser sig at være af ganske almindelig slidt mellemklassestandard med et ekstra minus til badeværelset. Et fænomen vi skal opleve utallige gange de næste måneder.
 
Så på hovedet i seng, alle er trætte, vi voksne begynder at være mere urimelige end børnene, jet-lag er ikke til a t spøge med. Først en flyverejse på 17 timer, dernæst et par timer til toldkontrol, indre­jsekontrol og transport til Bangkok. Hertil skal lægges en tidsfor­skel på 6 timer og den store skuffelse ved busstoppestedet uden for lufthavnen - næsten for meget af det gode. Børnene klarer det bedst, de løber legende rundt på værelserne og er vanskelige at få i seng. Vi har fået to sammenhængende dobbeltværelser, så børn­ene sover sammen med barnepigen. Hvilken luksus for vi forældre. Vækkeuret sættes til at ringe fire timer længere fremme på dagen, kl. 15 lokal tid - og i en by, der lever fuldt ud 24 timer i døgnet, vil der stadig være tid til at indsnuse de første indtryk af denne spæn­dende og kogende metropoL Vi har jo “kun” godt to måneder her­ude, så det gælder om ikke at spilde et eneste sekund.
 
Uret i receptionen viser 15.18 da vi på gyngende ben, uden bagage og med griserøde trætte øjne for første gang træder ud fra hotellet for at opleve en lille del af Bangkok på egen hånd. Ho­tellet ligger på en af de længste og mest trafikerede gader i byen, Sukhumvit Road, eller rettere sagt en såkaldt Soi (sidegade) til 13 denne. Slet ikke noget tosset system. Alle mindre sidegader til de store veje har ikke noget navn, men betegnes blot som Soi 15, Soi 20 eller Soi 32, begyndende med det laveste nummer nærmest centrum, hvilket gør det uhyre nemt at finde frem til en given ad­resse. En stor fordel, da byens største koncentration af hoteller - og det siger ikke så lidt - ligger netop på Sukhumvit og tilstødende Soi’er, og der bygges stadig på hver eneste ledig kvadratcentime­ter. Vores hotel ligger på Soi 15, meddeler jeg den øvrige del af familien i håbet om, at en af dem kan huske det, hvis jeg selv skulle glemme det.
 
Vi bevæger os langsomt ned ad Sukhumvit i retning mod cen­trum. Langsomt, meget langsomt, dels på grund af træthed, dels fordi det simpelthen er umuligt at bevæge sig hurtigere i dette menneskemylder. Det i forvejen smalle fortov er udstyret med en dobbelt perlekæde af småboder og salgsborde, der kun efterlader en smal stribe på midten til købelystne turister og travle thailæn­dere. Her kan man købe næsten alt ... Og til rimelige priser, hvis man vel a t mærke er dygtig til at prutte om prisen. Og er man ikke det, så må man hurtigst muligt lære det, for der kan virkelig tjen­es en god timeløn med tålmodighed og en god portion skuespil. Man skal aldrig vise særlig meget interesse for den vare, som man kigger på, men se ud som om, at man faktisk overhovedet ikke har brug for den: Selvfølgelig ... kan man få den billigt... så lad gå, ellers kan det være lige meget. Kan man lægge ansigtet nogenlunde i de folder, kan man sagtens få priserne ned på 50-60 procent af det, som oprindelig forlanges. Det er klogt at spørge efter prisen på den samme vare 2-3 forskellige steder, inden man går i krig, for af og til sker det nemlig, at en gadesælger tager chancen og for­langer det femdobbelte af det, han regner med at kunne få hjem for varen, og så kan man være uheldig at indlede prutteriet fra et for højt udgangspunkt. Men man skal spille rollen overbevisende, disse gadehandlere er ypperlige menneskekendere og gennem­skuer hurtigt en for åbenlys ivrighed og begejstring for en vare - og de er pokkers vanskelige at handle med, hvis de lugter store 14
penge.
 
Silkeskjorter i lækre kvaliteter til 50 kroner, kopier af Rolexure i en rimelig kvalitet til rundt 100 kroner, piratkopier af de nyeste biograffilm til en halvtredser, og så får man dem oftest på origi­nalsproget med kinesiske undertekster, kopier af kassettebånd med de seneste hits til 15 kroner, flotte eksotiske sommerfugle i glasramme ... Det hele fås til moderate priser, som Lille Palle sang i sin tid.
Men skal man videre rundt i landet på egen hånd, så vent. Hat Yai sydpå, ikke langt fra grænsen til Malaysia og Chiang Mai i det nordlige Thailand er nogle af de bedste markedsbyer, og der find­er man tilmed ting og sager, som man ikke finder i andre dele af landet.
 
Vi har blot slentret en halv kilometer ned ad Sukhumvit, da tørsten overmander os. Uvante med den fugtige luft drejer vi til højre ned ad den næste Soi, som ikke er en af hotelgyderne, viser det sig. Den domineres i stedet af mindre forretninger og en myri­ade af gadekøkkener, de fleste blot en påhængsvogn på en cykel, men der er også mere permanente anlæg med nogle få bænke og borde. Vi slår os ned ved et af dem. Selvom det er midt på eftermi­ddagen, tror indehaveren straks, at vi vil spise, for i Thailand spiser man nemlig på alle tider af døgnet, så hvorfra skulle han også vide, at sådan gør vi blegansigter fra Europa ikke. Thailændernes engel­ske ordforråd begrænser sig i almindelighed kun til nogle ganske få gloser som hello, hundred bath, eller how much you give me, så en udveksling af mere avanceret information på et af verdens mest talte sprog er en total umulighed. Bortset fra de største og mest koncentrerede turistområder, som f.eks. Phuket, tales og forstås der overraskende lidt engelsk i Thailand. I løbet af godt to måneder og efter mere end 6,000 km’s rejse med tog og bus rundt i landet lykkedes det os at finde mindre end en halv snes thailæn­dere, som det var muligt at føre en nogenlunde indholdsrig sam­tale med på engelsk. Til gengæld ser de fleste ud som om, de 15 forstår, nikker altid - eller ryster smilende på hovedet, når man for eksempel spørger, om maden er “hot” - men lad dig ikke forføre, for den er næsten altid “very hot”, uanset smilets størrelse og ho­vedets bevægelser er thaimad, altså rigtig thaimad, ofte uspiseligt “hot” for os blegansigter. Det kan være svært at acceptere, man vil jo altid gerne prøve det lokale køkken, uanset hvor i verden man befinder sig. Et godt råd er derfor at holde sig til de mere turist­prægede ris- og nudelretter, som er ganske velsmagende og frem for alt sjældent “hotte”.

Skaldyrsretterne
- og dem er der mange af overalt i Thailand - er sjældent krydrede, chilisaucen serveres i en lille skål for sig
- og lad den gå urørt tilbage til køkkenet!
Vi betaler de bestilte 5 colaer: 70 bath, eller cirka 18 danske kro­ner, og begiver os atter tilbage mod hotellet med den erkendelse, at 4 timers søvn i mere end et døgn og efter en næsten 10.000 km lang rejse langtfra er tilstrækkeligt.



For kun 50 kr. kan kan du købe turistbogen
"thailand på vrangen" ved at klikke her.



”Du kan tage pigen ud af baren,
men du kan ikke tage baren ud af pigen”
 

”Den bedste bog angående parforhold med barpiger, som endnu er skrevet. Den burde være obligatorisk læsning for alle, der besøger Thailand for første gang. Køb den til dine venner”. – Pattaya Mail
 
"På grund af sin visdom og lokale indsigt burde Private Dancer udleveres til alle turister ved deres ankomst til Thailand". – Bernard Trink. Bangkok Post
 
”Rå spændende roman om kyniske eller naive sexturister og deres forhold til prostituerede i Thailand, som gerne indgår i økonomisk/seksuelle afhængighedsforhold med vestlige mænd.” - DBC Danmark
 
STEPHEN LEATHER's fantastiske "Private Dancer", er sandsynligvis den bedste bog der nogensinde er skrevet om farang (udlænding) i Thailands frække natteliv. Hvis du endnu ikke har læst bogen, går du virkelig glip af bogen over dem alle...! - Stickman's guide to Bangkok